Artikel – Interview med Marilyn Manson

Artikel – Interview med Marilyn Manson


Untitled-12

April 2003

Marilyn 1Marilyn 2Marilyn 3

– JEG KOMMER IKKE TIL AT BLIVE RET GAMMEL, siger han stille.

HVA’? Hvad mener han?

Will Mr. Manson and company please go to gate 26. Will Mr. Manson…

Højttaleranlægget i Madrid lufthavn går klart igennem på den skrat­tende telefonlinie.

– Jeg bliver altså nødt til at løbe nu, siger Marilyn undskyldende. Jamen…

Jeg bliver nødt til at takke pænt af og lader Manson & co. nå deres fly. Sætningen hænger stadig i luften, selv efter jeg har lagt på. “Jeg kommer ikke til at blive ret gammel”. Interviewet er ovre. Et interview, der faktisk startede næsten fire uger før i Beverly Hills, Los Angeles.

 

Beverly Hills turretur

At sætte sin fod i Beverly Hills er som at træde ind i en anden dimen­sion. Alt, hvad du har set i Beverly Hills 90210 og Baywatch, er sandt! Jeg skal mødes med ham kl. 18.15 på hotellet The Argyle og foretage et solo-interview på en halv time, eksklusivt for Danmark. For at gøre en lang historie kort, ender jeg med at få et kvarter kl. 23.15 i selskab med en totalt uoplagt Manson og en fransk journalist, der ikke kan finde ud af at holde kæft (heller ikke når Manson taler). Manson har militær­kasket, store spejlblanke solbriller, jakke, joggingbusker og army­støvler på. Han er ekstremt træt. Interviewet ender i ren katastrofe, og jeg får kun fyret to spørgsmål af. TO! Ubrugeligt! Men Jeg får da givet ham en pose lakridser (en sjældenhed i USA), og han giver til gengæld et smil og et fast håndtryk. Et af den slags faste håndtryk man husker.

 

Pludselig ringer telefonen

En lille uge senere er jeg tilbage i København. Frikvarters redaktør har sat himmel og helvede i gang for at få et opfølgende telefoninterview, men det er lettere sagt end gjort. Flere gange i løbet af de næste par uger får jeg besked på at gøre mig parat, kun for i sidste øjeblik at få at vide, at det ikke bliver til noget alligevel. På et tidspunkt ringer Mansons personlige manager, men lige lidt hjælper det. Sidste chance er en mandag eftermiddag kl. 15.00, hvor Manson efter sigende skulle ringe fra Madrid. Adrenalinen melder sig lidt i tre. Da klokken er lidt i fire, har jeg givet op. Pludselig ringer telefonen. Klokken er kl. 15.57. Det er Manson…

– Hej og undskyld forsinkelsen, men vi skulle lige ha’ vores boardingkort.

– Boardingkort? Står du I en lufthavn?

– Yup. På vej fra Madrid til Milano for at lave mere promotion.

 

DET ER LØGN!

Marilyn Manson har alle dage været en kunstner, hvis image fuldstændig overskyggede hans musik. Ikke at musikken er dårlig. Det er bare hans image, som skaffer ham al omtalen – både den rigtige og den falske. “Marilyn Manson pisser på sine fans til koncerter! Marilyn Manson har engang haft sex med en død gris! Marilyn Manson mistede sit venstre øje, fordi han junkede heroin i det!”. Lad os slå fast med det samme, DET ER LØGN! Manson er ikke en skingrende psykopat. Han er en mand, der med sans for medier er blevet verdensberømt millionær på at ud­levere sine mest groteske fantasier i musik, tekster og malerier. Enhver, der tror noget andet, kan godt tro om igen. Dette interview handler IKKE om alle rygterne, for de passer ikke. Jo, hvis han kunne, ville han pisse alle folk i hele verden af, men kun for at få dem til at se verden i et nyt lys. Og efter alt at dømme går det meget godt.

 

Chokér mig, chokér dig

– Dette album startede med, at jeg skulle overraske mig selv, siger Manson. – Chokere mig selv, som jeg chokerer andre. Det betød, at jeg skulle arbejde imod alle de retningslinier, jeg havde sat for mig selv siden sidste album. Det er svært, men det er den totale løssluppenhed, der virker. Folk, der troede, de havde regnet mig ud, må regne om igen. Det er i hvert fald de reaktioner, jeg har fået.

– Hvilke reaktioner er det?

– Mange bliver glade og vrede på samme tid, og det er netop et af målene med min musik og min kunst, for sådan er jeg selv. Det ville jeg ikke kunne flygte fra, selv om jeg prøvede.

 

Den tunge kunstsnak

Det er lidt tungt, men for at forstå Marilyn Manson er der nogle ting, du bør få styr på. Kort fortalt er albummet The Golden Age Of Grotesque baseret på Mansons koncept kaldet Grotesque Burlesque.

Et koncept om at lave kunst, der er grimmere end den verden, vi lever i. På den måde vil han vise, bagvendt, hvor grim verden er blevet.

– Jeg gør det, fordi kunst er til for at ændre folks meninger eller give dem et større perspektiv på verden, forklarer Manson.

Men der er mange, især i Mansons hjemland, som misforstår ham. De tror, at han er ude på at undergrave USA. Nogle påstår, han er djævlen selv.

– Hvis folk er bange for, at jeg ødelægger amerikansk moral, politik og religion, så siger det mere om dem end om mig. Jeg er blevet anklaget i mit eget land, af min egen regering og af pressen for ting, jeg ikke kan gøre for. Derfor er det svært for mig at stå inde for Amerika – men jeg gør det, fordi jeg forstår, hvor vigtigt det er at vise, at kunst kan være farligt – og at sørge for, at kunst bliver lavet og udført, som om verden gik under i morgen.

Manson er ikke imod USA. Og han er for det amerikanske demokrati, fordi det giver ham lov til at sige og lave de vilde ting, han gør.

 

Skizofren på den fede måde

Manson laver musik og performance-kunst, skriver tekster, maler og meget andet. Men hvordan bevarer han sit fokus, når han vil så mange ting på samme tid?

– Det er netop ved IKKE at fokusere, at jeg når mit mål. Jeg kan ikke tvinge mig selv til at lave én bestemt ting, for eksempel musik, så jeg laver det, der virker mest naturligt for mig lige nu. Jeg gør de ting, jeg gør, fordi jeg er nødt til det og for at underholde mig selv. Mange ville sikkert blive sindssyge af det, men det er lige præcis det, der holder mig fra at blive sindssyg… I hvert fald i min definition af sindssyg, hvilket nok er andre folks normal… Jeg er vist en smule skizofren. Med andre ord: Mens normale mennesker opfatter Manson som sindssyg, opfatter han normale mennesker som sindssyge(!!!).

 

Outsider > < Insider

Han er en snørklet fyr, ham Manson, og det kan være svært at følge med i hans tanker. Tanker, der i mange år gjorde ham til en klassisk outsider.

– Føler du dig som en outsider?

– He he… Mens du spørger mig om det, står jeg bag ved et vindue ved paskontrollen og ser en bunke mennesker tøffe forbi og vise pas. Og de kigger alle sammen på mig. Så lige nu er jeg en outsider. Hej, heeej.

Et mentalt billede af den høje Manson med sine underlige kontak­tlinser, der vinker til forbipasserende ferie-rejsende får mig til at grine.

– Nej, seriøst. Naturligvis føler jeg mig som en outsider. Men jeg skaber mine egne verdener, hvor jeg er en insider, og det er de verdener, jeg prøver at dele med folk – om de kan li’ det eller ej. Det vigtige er, at jeg kæmper for muligheden og retten til at vise folk mit syn på verden, og så kan de selv bestemme, om de kan lide det eller ej.

Og her ender han så igen med at snakke om at få lov til at udtrykke sig. På intet tidspunkt mister han tråden. På intet tidspunkt hæver han stemmen eller lyder ukoncentreret. Hans stemme er behagelig, og man lytter til ham. Jeg husker pludselig det faste håndtryk fra LA.

 

Lev stærkt…?

Der er gået 15 minutter af interviewet.

– De boarder flyet nu, så…

Vi har tid til at presse et sidste spørgsmål ind.

– Hvad tror du, du laver, når du bliver gammel? Rigtig gammel!

Doin. drugs and havin’ sex with teenage girls. HA! Nej, jeg er ret sikker på, at jeg laver det, jeg gør nu. Jeg har gentagne gange bevist, at jeg vil dø for min kunst, hvilket modsat betyder, at jeg lever for den. Men…

Han går i stå. Lyden af lufthavn fylder telefonen. Jeg tør ikke sige noget.

– Jeg kommer ikke til at blive ret gammel, siger han stille. HVA’? Hvad mener han?

Will Mr. Manson and company please go to gate 26. Will Mr. Manson…