tour-mikkel-kessler-feature

Artikel – Interview med Mikkel Kessler

Artikel – Interview med Mikkel Kessler


April 2011

tour-mikkel-kessler-1tour-mikkel-kessler-2tour-mikkel-kessler-3tour-mikkel-kessler-4

“JEG KAN GODT SAVNE AT GØRE EKSTREME TING”

For de fleste er det ret ekstremt at stille op til en byge af slag i ansigtet – bare for at se, hvordan ens øjne reagerer. Men livet som topbokser har også så mange indbyggede begrænsninger, at Mikkel Kessler savner at gøre mange ting, der for os andre er ret selvfølgelige, men som for bokseren hører til ekstremerne: at stå på ski, køre på sin motorcykel eller at spise et stykke lagkage.

På en sidevej til en sidevej i Dragør ca. 13 km syd for København står der et lille, afsidesliggende hus. Udefra ligner det et hvilket som helst andet af nabolagets små toetagers værksteder, lagre eller kontorbygninger,
men dette sted er anderledes. Går du indenfor, finder du et lille lokale, hvor der står en massagebænk, der tydeligvis bruges ofte. I det tilstødende store lokale finder du træningsudstyr, en boksepude, en motorcykel, vægte og frem for alt en boksering. Går du op ad trappen, kommer du op til et lille åbent kontor og længere henne et stort åbent køkken. Her møder Tour Mikkel Kessler denne forårsdag i slutningen af marts.

Han sidder og spiser. Selv om klokken kun er halv elleve, er kokken i gang med at bikse lidt champignonsuppe sammen til ham, der serveres med salat og en god bunke kød. Rundt omkring køkkenbordet sidder
foruden Kessler selv, hans træner, en sparringspartner og hans manager. Snakken går lystigt, og Kessler virker glad, frisk og ovenpå. Alt er kørt i stilling for at få ham tilbage i kampen i både bogstavelig og overført betydning, og han virker klar, men om han rent faktisk er det, ved han ikke. Siden hans kamp mod Andre Ward i 2009, har hans øjne nemlig voldt ham voksende problemer, der senest har tvunget ham ud i en næsten ni måneder lang pause fra ringen.

»Efter min kamp mod Froch var det så slemt, at jeg så dobbelt, « siger Kessler, der mæt har sat sig ved et andet bord, klar til interview. »Men det var ikke problemet, for sådan kan jeg godt bokse. Problemet var, når jeg blev ramt på øjet, for så flakkede mine øjne, og jeg kunne ikke fokusere i et halvt sekunds tid, og det er et vigtigt halvt sekund. Hvis jeg slår dig i det halve sekund, du ikke fokuserer, så har jeg vundet over dig.«

Uden tvivl. Mens ordene kommer ud af hans mund, løfter han sin venstre næve og knytter den. Den ser ud, som om den er klar til at slå søm i et bræt i ét hug.

»Så det var, hvad der skete. Nu har jeg så haft lang tid til genoptræning og har holdt min form ved lige. Det eneste, jeg mangler, er at se, hvordan mine øjne reagerer under pres.«

Med andre ord skal hans øjne meget snart have mange tæsk, kun for at se hvordan de klarer sig.

Ingen pris på sejr
Det kræver en person af en særlig støbning at bede om tæsk bare for se, hvor meget man kan klare, men sådan er det nu engang at være bokser. Det kræver disciplin, tålmodighed og en meget høj smertetærskel. Men mest af alt kræver det en ubændig drivkraft. Den følelse, der opvejer al den hårde træning og de mange tæsk.

»Det er, når jeg står med hænderne i vejret,« siger Mikkel med et smil, da snakken falder på, hvad der motiverer ham. »Jeg kan ærlig talt ikke forklare det bedre. Motivationen er at opnå succes. At jeg derudover også kan tjene penge på det, er selvfølgelig rart, men hvis jeg skal vælge, så er en sejr altid vigtigere end kronerne. Jeg vil altid hellere stå med hænderne i vejret. Det lyder jo tosset, lige indtil du selv prøver det. Da jeg tabte min første kamp, hadede jeg pengene.«

Hvis succes og armene over hovedet er målet for Kesslers rejse, så er pengene benzinen, der gør rejsen mulig. De har tilladt ham at rejse over hele verden og givet ham chancen for at opleve ting, de fleste kun kan drømme om. F.eks. at trykke speederen i bund i en Formel 1-bil.

De vilde oplevelser står i kø og byder sig til, og Mikkel Kessler elsker dem. Hvilket kun gør det sværere at takke nej til selv de mest simple af dem.

»Jeg vil gerne prøve at stå på ski. Det har jeg aldrig prøvet, og
jeg må heller ikke. Det står i min kontrakt. Jeg kan jo brække benet, så sådan nogle lidt ekstreme ting er forbudt. Jeg vil også gerne prøve at springe i faldskærm. Det må jeg heller ikke. Jeg har en motorcykel, men jeg ved godt, at jeg ikke må køre på den … selv om jeg gør det lidt nu og da. Jeg kan godt forstå det, for promotoren skyder jo en masse penge i mig, som en investering, så de passer på mig, så godt de kan. Men jeg kan godt savne at gøre nogle af de mere ekstreme ting. Det er jo garanteret, fordi man altid gerne vil det, man ikke må.«

Et stykke lagkage med tvivl
Det er ikke bare skiferie og faldskærmsudspring, der er forbudt. Kesslers stramme og strenge træningsprogram bringer sine helt egne forbud med sig.

»En af mine venner holder fødselsdag i aften, så der skal jeg da med, men jeg skal ikke have det samme at spise som dem. Jeg skal have min helt egen og specielle mad serveret og må springe kage og bajere over. Men jeg træder da ved siden af en sjælden gang imellem. Jeg har selv lige haft fødselsdag, og jeg elsker lagkage – så der tog jeg altså et stykke, men ikke mere end det. Ét stykke og så op på sporet igen. Jeg kan jo også se enden på tunnelen. Når jeg har trænet alt det her, så går det forhåbentlig godt, og så står jeg med en sejr og det hele. Så alt det, jeg lægger i det nu, er det hele værd bagefter, når jeg står med hænderne oppe.«

For de fleste danskere lyder det liv måske nok meget strengt og kedeligt, og havde det ikke været, fordi Kessler efter en kamp får lov at slå sig lidt løs, indrømmer han gerne, at han nok ikke var blevet ved som bokser. Perioder med hård træning og ekstremt pres afløses af perioder med afslapning. Men nu og da kryber tvivlen op i ham.

»Nogle gange kan jeg godt tvivle på, om boksning nu er det rigtige for mig. I de dårlige perioder dukker ”hvad fanden er det, jeg laver”-tankerne naturligvis op, men jeg er god til at holde mig positiv og være en glad person. Op- og nedturene skal tages med et smil, for det er jo en oplevelse det her. Der er ingen grund til at gå rundt og græde, og derfor forsøger jeg så vidt muligt også at omgive mig med glade mennesker. Vi hygger os sgu altid i mit lille team. I hvert fald lige indtil ugen før en kamp. Så bliver det alvor. Jeg sidder jo ikke og skraldgriner, ti minutter før jeg skal i ringen.«

Den korte lunte
Hele grundlaget for hans tilværelse afhænger af disse enkelte hotspots i løbet af året: kampene. Det er her, måneders hård træning og disciplin skal give pote. Især i de sidste tilspidsede minutter inden en kamp går bølgerne højt.

»Jeg kan bedst beskrive det som ekstrem fokusering, men det er skide svært. Alle mine sanser er jo på stilke, så jeg opfatter alt, hvad der sker omkring mig, men gør samtidig alt, hvad jeg kan, for at ignorere det. På det tidspunkt har jeg kort lunte, men på en god måde. Jeg ved godt, jeg kan være kort for hovedet, og jeg er ikke typen, der sviner folk til, men folk skal høre efter, hvad der bliver sagt, når jeg er sådan.«

I disse afgørende minutter reagerer forskellige boksere på forskellige
måder, og for Kessler begynder hjernen at spille ham
puds, og han spiller med.

»Jeg bliver overtroisk. Jeg binder eksempelvis aldrig mine sko for stramt, for så føler jeg bare, at jeg bundet fast – at blodet ikke kan komme ned i mine fødder. Det er jo ren overtro. Derudover undgår jeg alt, der har med tallet to at gøre. Hvis jeg får to nødder i hånden inden en kamp, så fjerner jeg enten den ene eller tager en ekstra. Ikke noget med to – jeg skal ikke være nummer to! Jeg skal være en etter! Det er næsten en tvangstanke: To bringer uheld.«

»Fuck, hvor er han stor …«
Når skoene så er bundet helt rigtigt, og der ikke er et par af noget som helst i nærheden, er det tid til en peptalk fra træneren og et gruppehåndslag fra hele teamet. Selv om Kessler er meget alene i ringen, er holdånden god at have i ryggen på vej i ringen. Alligevel slipper Kessler aldrig for sin helt egen nagende frygt. Den kan naturligvis udnyttes, når gongongen har lydt, men det er ikke let.

»Jeg er en blanding af spændt, fokuseret og nervøs. Det første, jeg tænker, når jeg ser min modstander, er næsten altid ”fuck, hvor er han stor! Hvorfor er han så stor?”. Nogle gange kan jeg derefter være helt bevidst om, at jeg kan huske alt det, jeg skal, om min modstander. Taktik, strategi og de ting, som jeg har set på video. Andre gange står jeg bare og tænker ”shit, shit, shit, bare han ikke rammer mig”, og så bliver jeg ramt og tænker, at det hele er noget lort. Den værste frygt, der kan gribe mig, er frygten for at skuffe folk. Jeg hader det. Det er det værste. Hvis jeg taber, så føler jeg, at jeg har skuffet så mange mennesker. Min træner, mine fans og selvfølgelig mig selv. Men det er jo en del af at gøre sit bedste.«

Vi ville egentlig gerne afslutte med at fortælle dig, hvor og hvornår du kan opleve Mikkel Kessler i aktion næste gang, men han ved det ikke engang selv. Det hele afhænger af øjnene. De kan nedstirre en vild tyr, men kan de klare slagene, der utvivlsomt vil komme uden nåde? Kun de næste måneders træning vil afsløre det.

KORT OM KESSLER
Navn: Mikkel Kessler
Boksenavn: The Viking Warrior
Født: 1. marts, 1979, København
De første slag: I en alder af 13 år begyndte Mikkel Kessler at støde sine første jabs i Christianshavns Idræts Klub. I en alder af 16 år vandt han junior-EM for amatører, der satte ham på sporet til at blive professionel bokser som 19-årig.
De store kampe: Hård træning og dedikation resulterede i to verdensmesterskaber på to år: World Boxing Association i 2004 og World Boxing Council i 2005. Først i 2007 mistede han sine titler – til den walisiske bokser Joe Calzaghe. I 2008 genvandt han titlen som WBA-verdensmester, mistede den endnu en gang i 2009 og vandt den tilbage i 2010 i kampen mod Carl Froch, hvor øjenskaden begyndte. Netop nu træner han med endnu et comeback for øje. Senest har en kamp mod den
canadiske bokser Lucian Bute været på tale.
Priserne: Mikkel Kessler har bevis for, at han er et af Danmarks største sportsnavne. Således har han både vundet Danmarks Idrætsforbunds Elitepris, Årets Sportsnavn og B.T.s Guld.
Lige nu: Indtil Mikkel Kesslers comeback-kamp kan du se mere om hans liv ved at tune ind på TV 2 i morgen aften, hvor dokumentaren ”Mikkel Kessler – hele historien” fortæller dig, hvad der er værd at vide om den danske bokser.